Jeg kommer i hvert fald ikke til at kramme nogen mand..

 

“Oh my freaking god!”

“What the fuck is going on!”

“Hvad laver jeg her!”

“Det er mærkeligt det her!”

“Jeg tror, jeg smutter igen!”

Tror, jeg sagde alle de her sætninger på en gang inde i mit hoved og lidt højt også! Jeg var skidebange. Blev alligevel lidt overrasket, selvom jeg havde frygtet det op til, men lige pludselig kammede det over og var rigtig ubehageligt. Sådan havde jeg det lige efter introduktion for os nye til “Melting Monday.” En workshop der finder sted hver mandag i København. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Jeg var bare dukket op. Det er noget, jeg har lagt an til at gøre det seneste års tid. At prøve et space, hvor man bare skal være nærværende sammen. Men jeg har ikke turde. Heldigvis har jeg nogle dejlige damer i mit liv, der er blevet ved med at inspirere mig, og som havde aftalt med mig, vi tog derhen sammen lige præcis mandag 9. juli. En fast aftale. Jeg var draget af det, og vidste jeg skulle derhen. En ny åbning. Kunne ikke udskyde det længere. Selvom jeg ikke turde. Men jeg ville ikke lade frygten bremse mig. Jeg kan stadig ikke helt forklare, hvad der skete i går. Jeg kaster mig alligevel ud i det.

“Melting Monday”:  tre timer, hvor man kommer helt ned i tempo, kommunikerer med kroppen, leger og er nærværende. En mulighed for at gøre noget, jeg ikke lige gør i min dagligdag, en mulighed for at slippe hovedet, åbne hjertet. smukke menneske-møder, dans og lange kram. Men hvorfor var jeg så bange? For at slippe kontrollen. Jeg har jo været dygtig og opbygget en masse overlevelsesmekanismer. Som kræver nogle faste mønstre, og noget jeg kan styre. Hvor jeg har kontrol. Men her vidste jeg ikke noget. Vidste jo ikke, hvem der kom eller hvilke slags mennesker. Eller hvad vi skulle. Havde fordomme. Der kom sikkert mærkelige mænd. De skal i hvert fald ikke nærme sig mig. Havde paraderne oppe. Og havde, inden jeg kom, sagt: “Jeg kommer i hvert fald ikke til at kramme nogen mand i aften”.

 

 

Vi startede stående i en rundkreds. Holdt i hånden. Mand, kvinde, mand, kvinde. Så vidt muligt. Men ud af omkring 30-40 mennesker, så var der måske 10 kvinder. Så jeg som troede, det primært ville være kvinder, der dukkede op og et par enkelte mærkelige mænd – ja, mine fordomme. De forblev fordomme. Der var masser af mænd og de var ikke mærkelige. Men søde, sjove og helt almindelige.

Imens jeg stod i den cirkel, følte jeg mig allerede bedre tilpas. Der var ikke den store frygt længere. Jeg havde set de fleste i øjnene og følte mig tryg. Men anede stadig ikke, hvad vi skulle. Vi stod i den rundkreds længe, med lukkede øjne, holdt i hånden. Landede. Vi nye blev budt velkommen. Derefter gik vi rundt i det fine, lyse lokale. Bare gik rundt iblandt hinanden. Jeg blev igen utryg: “Hvad skal vi nu?.” “Slip slip, vær her bare. Ikke tænke, Louise.”

Næste skridt var sjovt nok ikke så grænseoverskridende – man valgte en partner og skulle bare stå og kigge hinanden i øjene. I maaange minutter. Jeg kom godt nok til at tænke tanker som; jeg kigger nok forkert ind i øjnene. Amen altså Louise. Kan man det? Kan kan kigge forkert ind i øjnene på et andet menneske? Tror jeg ikke. Men jeg trak vejret, bar over med mit hoved og mine tanker og prøvede at møde et nyt menneske. Og lægge min parader ned. Det var ret befriende. Facilitatoren guidede os hele tiden og italesatte også sjove eksempler på, hvad vores ego måske var igang med at fortælle os. Meget befriende. Flere gange skiftede vi partnere. Kvinder og mænd. Uden at snakke. Nogle krammede som en del af næste skridt, som man frit kunne vælge at tá. Det var jeg ikke klar til. En stor del af aftenen er nemlig også at sige til og fra. Hvad du gør og hvem du vælger at gøre det med. Der er ikke noget, du skal.

Jeg stod nu og holdt en mand i hånden, jeg ikke kendte, som jeg ikke havde vekslet ét ord med – imens vi kiggede hinanden ind i øjnene i 5 minutters tid. Den første mand jeg nogensinde har gjort det med. Den lader vi lige ligge for nu. Men healende for mig, at det handler om nærvær. At blive holdt. Ha tillid. Ikke noget med sex at gøre. At manden ingen bagtanker har. Men mødet med en fremmed mand kan også være det – at møde et menneske. Og faktisk mødet med MIG. Mig selv. Fandt jeg ud af.

De tre timer med forskellige øvelser var hurtigt slut. Tre timer var så lang tid, troede jeg. Men ligepludselig var de overstået. Skuldermassage, som både modtager og giver, grin, dans og lange kram. Kram med en kvinde jeg aldrig har mødt. Og kram med en mand jeg aldrig før har mødt. Jeg var høj. Men midt i det kom jeg til at tænke på, at tænk jeg ikke har undet mig selv den nærhed før. Den nærhed der var i de her møder har jeg sjældent mødt i virkeligheden. Jeg har haft mænd i mit liv, der ikke ville kramme. Ikke ville ligge i ske. Har afvist mit ønske om nærhed. Og jeg er endda blevet i de relationer. Længe. Fordi jeg troede ikke, der var noget bedre til mig. Det har jeg lært, at der er. Men i det nu i går var der mennesker, som gav mig ubegrænset nærhed i det rum, vi havde lige der. De forventede ikke noget af mig. Jeg slap hurtig den tristhed over, jeg ikke har prøvet netop det før, og at mine relationer sjældent har givet mig den følelse – istedet begyndte jeg at tage al glæden ind – glæden ind over, at det starter nu. Og jeg vælger det for mig selv. Jeg åbner op for det.

Jeg har den følelse med mig i dag. Her et døgn efter. Jeg er høj. Og stolt af mig selv over at have gået ud af comfortzonen. Og har taget endnu et selvkærligt skridt. Givet mig selv omsorg. Jeg lærer mere og mere, hvordan det føles, når hjertet er åbent. Og det gør det nemmere for mig at tage beslutninger med hjertet i stedet for at tage dem et sted fra, hvor det er “burde”, der styrer. Og hvad andre tænker, der styrer. Det føles så frit. Det er at leve. Her springer jeg rundt af glæde. Det er ikke bare overlevelse.

Jeg kan igen blot konstatere resultatet uden at behøve at sætte den aften for meget i en kategori om, hvad det er. Men efter de her oplevelser, hvor jeg lukker for det forbandede ego og åbner mit hjerte – der er jeg bare mere rummelig, lettere at være sammen med – det er godt for mine medmennesker, men allermest godt for mig selv. Og som en af de andre deltagere sagde bagefter; “Hvis alle mennesker gjorde det her, så var der ikke krig i verden.” Alle i lokalet smilede bare og var fredfyldte. Det var ret magisk. Kun høje på nærvær. Intet andet.

Jeg var så smuk, glad og boblende, da jeg smuttede ud der fra i går aftes. Jeg var forelsket. Ved ikke i hvem. I mig selv måske? Hovedet var tømt. Hjertet var fyldt. Paraderne var faldet. Kontrollen sluppet. Et skridt til på min rejse var taget.

 

 

Tak. Tak til jer der ikke lod mig smutte, da jeg ligepludselig ikke ville alligvel. Og tak fordi I har læst med. Uden at dømme. Eller måske dømt. Men tak alligevel.

Bare tak.

Hvis du vil læse om flere hjerteåbende oplevelser:

Kakao-magi på Østerbro

Sverige var bra – krokodiller, mus og yoga

 

Loui💕

 

MELTING MONDAY:

Forside