Nøjes med? Nej, ikke mere. Jeg tager det bedste, tak!

Jeg tror, der var gået cirka en halv time. Og psykologen sad stadig og fortalte en historie, der handlede om hende selv. Til en timepris på 900 kr. var det alligevel lige at strække den lidt. Ja, sådan foregik det en af gangene hos en af de første psykologer, jeg var til. Hvordan jeg taklede det, vender jeg tilbage til.

For små ti år siden begyndte jeg at opsøge noget støtte hos en psykolog. Eller der begynde min søgen efter en god psykolog. Jeg skulle blot så grueligt meget igennem inden, jeg fandt en, der var kompetent.

Jeg nåede heldigvis kun igennem to, ja undskyld mig, uduelige psykologer, før jeg mødte den gode Lone. Den bedste Lone. Der ændrede mit liv. Men inden da lagde jeg tusinde af kroner hos de to andre. Det kan jeg kun takke mig selv for. Fordi jeg ikke stoppede det i tide. Fordi jeg nøjedes med. Og fordi jeg ikke turde sige fra. Det lyder helt vanvittigt. Særligt set i lyse af de fortællinger, der følger i indlægget her.

Jeg kan i dag ikke huske om den episode, jeg skal fortælle om nu, var hos den første eller den anden psykolog, jeg var hos. Men jeg havde en svær tid. Jeg havde, som altid, udfordringer med noget kærlighed. Eller noget jeg forvekslede med kærlighed. Der var uro, som altid, i familien. Og jeg havde også lidt ekstra udfordringer med forholdet til min mor. Jeg var ked af det. Men jeg passede stadig alt det, jeg skulle. Det man skulle passe for at være en succes. Min udddannelse og fritidsjob. Prøvede at være en god søster, datter, faster og veninde. Jeg skulle nødig give op. Det ville være en katastrofe. Jeg kæmpede mig igennem. Livet var en kamp. Men jeg var begyndt at lure, at det ikke kunne passe, at det virkelig skulle være sådan. Det måtte kunne gøres på en anden måde. Derfor ville jeg gerne begynde hos en psykolog. Ændre mit liv.

Jeg ender i stolen hos, lad os kalde hende for Margrethe. Hun har vel været omkring 45 år. Vi snakker. Jeg snakker mest. Jeg føler ikke, hun siger så meget. Jeg kan huske, jeg føler et ansvar for at holde samtalen i gang. Jeg kan ikke huske, om det er første eller anden gang, jeg er hos hende, at det her sker. Men efter jeg har fortalt hende om, at jeg rigtig ked af noget med min mor – jeg kan ikke huske detaljerne, men vi havde nogle konflikter og jeg følte mig meget afvist – så siger Margrethe:

Måske skulle du bare acceptere din mor lidt mere.

Nå, men så er det problem jo løst.

Bum: Så blev jeg lige bekræftet i alt det, jeg selv kom med: Jeg var besværlig, det var min skyld. Og jeg skabte problemer. Og jeg skulle bare bære mere over med min mor, så ville det hjælpe på det hele. Hun gjorde sit bedste. Jo jo, det gør vi alle, og det har jeg da også senere erkendt og er fuldt klar over. Men lige der, som 25-26-27- årig, havde jeg ikke den erkendelse. Og havde brug for hjælp til at tale om min barndom og mit liv. Og begynde at bearbejde nogle ting. Det kunne hun ikke hjælpe mig med. Jeg var tre gange hos hende. Jeg har efterfølgende overvejet at skrive til hende – i god mening – fordi jeg vitterligt tænker, hun kunne bruge noget feed back – og jeg kan ikke tro, at hun den dag i dag stadig arbejder med at hjælpe folk. Min intention med at skrive til hende var at fortælle hende om min oplevelse hos hende. Og hvor ked af det, det gjorde mig. Dengang havde jeg det jo bare sådan, at hun måske har ret. Det er min skyld det hele.

Men den bedste historie kommer her. Eller den vildeste. Hos den næste – lad os kalde hende Birgitte. Jeg har flere gange gennem årene spurgt mig selv, hvorfor jeg kom tilbage til det kvindemenneske. Og gav hende flere penge efter den her episode. Wake up call i forhold til hvad man – eller hvad jeg – nøjes med. Eller engang gjorde.

Jeg havde vel gået hos hende et par måneder. Hun var en sjov type. Men hun lyttede til mig. Vi havde mange udfordringer i familien og hun var omsorgsfuld. Det var måske bare det, jeg havde brug for, en der havde overskud til at lytte til mig. Men hun talte også meget om sig selv. En dag havde hun, som jeg startede indlægget med at skrive, talt i en halv times tid om noget privat. Jeg kan ikke huske om hvad. Det var ikke noget spændende. Sikkert noget om hendes søn. Da hun begyndte at lægge op til, at nu var det snart min tur – tak iøvrigt – så ville jeg sige noget, som jeg husker var lidt svært for mig, men jeg gjorde det. Jeg spurgte hende:

Nu kommer vi lidt sent i gang i dag, og der er kun 20 minutters tid tilbage, kan vi måske tage en halv tid i dag og også halv pris?

Hendes reaktion kom så meget bag på mig, at jeg begyndte at tude som en lille pige. Hun blev simpelthen så sur:

Hvad fanden bildte jeg mig ind, hvad så med alle de gange, vi var gået 5 eller 10 minutter over tid, uden at hun havde krævet penge for det.

Men da hun så min reaktion, så blev hun simpelthen så flov, at hun undskyldte og var ked af, hun havde sagt det. Ja, det er der ikke så meget mere at sige til, vel? Har du prøvet noget lignende – eller det bare mig, der har været uheldig?

Og jeg forstår stadig ikke, at jeg fandme kom tilbage til hende. Og betalte hende flere penge. Men det gjorde jeg. Jeg kunne ikke lide at fortælle hende, jeg ikke ville komme mere. Jeg kunne ikke lide ikke at booke en ny tid. Og så videre. Det var dybt åndssvagt. Pleaser-genet i fuldt flor. Men det var jo mig, der havde et behov og det kunne hun ikke hjælpe mig med. Alligevel kom jeg tilbage. Det sluttede dog naturligt et stykke tid efter, da hun skiftede adresse, og jeg sagde det passede dårligt. Og pengene var heller ikke lige til det.

Til gengæld blev jeg dobbelt heldig efterfølgende. Med Lone. Der fik hul på den berømte byld. Og som jeg var hos i 5 år.

I dag går jeg ikke til psykolog. Jeg har fundet en masse værktøjer. Mødes med ligesindede og deler, går til workshops, hvor jeg udfordrer og møder mig selv og mine udfordringer. Og ikke mindst så har jeg fundet verdens bedste mentor – endelig. Hende har jeg haft brug for. En jeg kan gå til når noget brænder på, eller inden det brænder på. Hun har et take på livet, som støtter mig bedst muligt. Og hun har betydet meget for mig inden for meget kort tid, da jeg denne her sommer havde brug for noget støtte, og så dumpede hun lige ned fra himlen dagen efter, jeg havde sat mig for, at jeg ville ha en mentor – en fast en til at støtte mig indimellem og igennem livet. Tak til Ann. Glæder mig til endnu en session med hende. Hun har så meget kærlighed og visdom og inspiration at give af. Og jeg kan sige alt til hende. Al min skam. Al min sorg. Mit lys og mit mørke. Ingen fordomme der.

Inden jeg slutter helt – så er pointen i hele indlægget her, at vi alle altid har ret til at sige nej. Til alt. Nej tak til en dårlig vare, du betaler for. Om det er en psykologtime eller et måltid mad på en restaurant, du ikke kan lide. Stille krav. Ikke nøjes med. Det her var blot et billede på, at man kan nøjes med meget længe, og det kan blive dyrt. På mange måder. Men så længe vi opfører os ordentligt og er gode mennesker, så sig fra, når der er noget, du vil ha er bedre.

Tak for din tid.

Loui💕