Det her spørgsmål gider jeg ikke længere svare på. PS: Jeg er ikke sur. Kun lidt

Hvis der er en til, der stiller mig det her spørgsmål, så tror jeg måske, de får en sherifstjerne.

Hvis du er en kvinde i midt 30’erne, uden børn. Uden kæreste. Kan du måske gætte spørgsmålet, som jeg er træt af at få. Det findes i mange variationer.

I den seneste tid har jeg fået det så mange gange. Også af folk i min omgangskreds. Så mange gange, at jeg nu skal trække vejret og anstrenge mig for at svare pænt. “Kunne du finde på at få et barn alene.”  “Kunne du finde på at få et barn med en donor”. Det skal lige siges, jeg ved, at ingen stiller det for at genere mig. Jeg er ikke sur. Jeg sætter det bare lidt på spidsen her, fordi jeg er blevet lidt træt. Jeg har ikke nogle bestemte mennesker i sigte, det er blot tendensen. Som jeg beklageligvis er blevet lidt trigget af. Ja, nok fordi der gemmer sig lidt…af alt muligt bag den irritation. Men. Det er jeg slet ikke dyb nok til at kigge nærmere på i dag. Blot irriteret. Og i sherif-stjerne-humør.

Men. Tilbage til det spørgsmål. Hvad skal man svare på det? De fleste der stiller det spørgsmål, de ved jo godt, at mit udgangspunkt er, at jeg bliver mor sammen med faren til barnet. Og jeg har heller ikke det præcise svar på det spørgsmål. Fordi jeg planlægger ikke ud fra, at jeg ikke møder en. Hvorfor skulle jeg ikke det. Jeg er ved at slippe en masse gammelt, lære at være tilfreds med mig selv og har tillid til, at der er en til mig. Og lige nu er jeg glad alene. Som jeg aldrig har prøvet før. Det er dér, jeg er. Det er ikke tid til at gå i panik.

Jeg er også begyndt at få spørgsmålet til familiemiddage. Det har jeg ellers været forskånet for. Det er dog ikke mine forældre, der stiller det. Det er de alt for betænksomme til. Og. Det tør de i virkeligheden slet ikke. De kender godt til mit tidligere komplicerede kærlighedsliv, og at jeg er ved at tage mig af mig. Det er det, der har været fokus. Mine forældre giver mig plads, selvom deres største ønske er at se mig blive mor. Og blive bedsteforældre til mit barn. Så tak til dem.

Men det er da også et svært spørgsmål at få. Jeg tænker da selv på det. At jeg godt ved, jeg ikke har mange år at løbe på. Nogle. Ikke mange. Jeg glemmer tit, jeg er 36. Men det er som om, jeg er ved at fatte det. Og at der trods alt er noget biologi inde over. Men jeg tror jo stadig på plan A, og så er det bare et hug i nyrerne, når det føles som om, at folk omkring mig ikke tror på det. Eller at de prøver at høre om min plan B. Som også er et spørgsmål, jeg har fået en gang. “Nå, hvad er så din plan B” Jeg tror bare ikke rigtigt på, at plan A lykkes, hvis man går og lægger en anden plan. Så tror, du vel ikke rigtigt på plan A?

Det her indlæg startede sidste uge, og efter jeg skrev det meste af det, så var jeg sammen med mine forældre i søndags. Og jeg delte det med dem. Delte, at jeg tit fik det spørgsmål. Fordi det også er emne, de ikke tør berøre, fordi de prøver at tage hensyn til mig, og sådan skal det ikke være. Det skal ikke være tabu. Min mor delte så for første gang, at hun får det spørgsmål mere og mere. Om mig. At jeg er 36 år, og om jeg ikke har tænkt mig at få børn. Jeg spurgte, hvad hun så sagde til folk, og hun svarede: hun finder på lidt forskelligt hver gang. Jeg var flad af grin. Men. Det var så fin en snak, vi fik. Så der er kommet rigtig meget godt ud af de her tanker, som alle de spørgsmål har ført med sig.

Men hvad gør man så, må man ikke stille de spørgsmål? Altså dem der stiller dem, gør det ikke for at genere nogen. Så jeg har ikke det endegyldige svar på mit eget spørgsmål. Det er vel bare en fornemmelse for andre mennesker og den enkelte situation. Jeg tror måske i skrivende stuen, at jeg indser, hvad der irriterer mig allermest – det er at, jeg ikke lægger op til, at samtalen tager den drejning henimod donorbørn og andet godt. Og så er det bare lidt en lussing at mærke, at den der står over for mig tænker, jeg skal til at skynde mig. Ja, jeg har været langsom. Og jeg har haft mit projekt navlepilleri de sidste år. Men. Jeg kan nu officielt erklære, at jeg er klar til en ny æra. Efter at ha sluppet noget gammelt, så har jeg været klar i et stykke tid. Og jeg vil ikke stresse, men prøve at se, hvad livet har til mig af gode ting. Jeg er i hvert fald klar til at leve det. Så hvis nogen kommer til at stille mig spørgsmålet igen, som jeg har fået flere gange før, så skal jeg gøre mit bedste for at svare…pænt.

I bedste mening.

Loui💕