Nej tak, kære frygt, dig har jeg ikke tid til…

Frygten lever lidt. Frygten for at dele mig!

Jeg har stadig en masse på hjertet og lyst til at dele det. Men. Hele min rejse omkring at gøre lige præcis det, jeg vil og har lyst til samtidig med at være ligeglad med, hvad andre tænker, det er udfordret lige nu. Jeg kan mærke folks fordomme. Folks tanker, om det jeg skriver, og hvad de tænker. Ser deres ansigter for mig. Hele min mission er, at andre ikke skal bremse mig i noget, som mit hjerte vil. Og at inspirere andre til det samme. Eller til at øve sig i det. Fordi det er en øvelse. Jeg skal ikke længere bremse mig selv af frygt for, hvad andre tænker. Det gør jeg heller ikke. Men det er kommet op igen med ting, jeg har lyst til at dele, som er vigtige for mig at dele, som jeg alligevel udskyder lidt, kan jeg mærke. Lige tøver lidt. Forskellen fra før og nu er, at jeg er bevidst om det, når det dukker op, og at jeg er bevidst om, at hvis der er noget, jeg vælger ikke at gøre, så er det fordi, jeg vælger det, og ikke fordi frygten for andres dom bremser mig. Så derfor italesætter jeg det nu her. Skriver det. Som en del af den proces at slippe andres blik og mening.

Det jeg har erfaret og lært er, at når jeg er optaget af andres mening og har givet det magt – istedet for at være ovre hos mig selv, så mister jeg fokus på alt det, der er godt for mig. Mister energi på alt det, jeg vil opnå, fordi jeg lægger min energi et andet sted – nemlig hos andre og hvad de tænker.

En af mine strategier i fht. hver dag at blive bedre til at blive hos mig selv. Er at følge andre, der har taget den samme rejse eller er i gang med den. Lige nu følger jeg særligt mange kvinder, der inspirerer mig. Inspirerer mig til at være autentisk. Bare ved at være dem og fordi de selv er autentiske. Det hjælper mig i min proces, og det spejler min proces. Jeg ved jo godt, nærmest alle mennesker tænker over, hvad andre tænker – eller mange gør. Men det er ødelæggende og spild af tid for mig.

Inspirationskilderne er mange, her er nogle af dem:

https://www.instagram.com/zoejohansen.dk/

https://www.instagram.com/damerne_/

https://www.instagram.com/kvinderudenfilter.dk/

https://www.instagram.com/avalonkhan/

https://www.instagram.com/fenjah_soraiah/

https://www.instagram.com/sofielafille/

https://www.instagram.com/stephanie_von_dahe_grau/

Og faktisk mange flere. Men her lidt til dig, hvis du er på vej i samme retning og ind i mellem har brug for at spejle dig i andre.

Jeg ved stadig, jeg gør det rigtige ved at dele. Dele mig. Jeg vidste ikke alle de ting, der ville dukke op med at vælge det her, vælge at udgive mig selv på den her måde. Men. Det her er en del af det, at der kommer perioder, hvor jeg tvivler på det hele. Men det føles også så HELL YEAH, hver gang jeg skriver, og hver gang jeg trykker udgiv, også lige nu, så jeg bliver ved. Fordi det kommer af lyst. Det kommer fra hjertet. Og så længe det gør det, så bliver jeg ved. Og jeg tjekker ind hos mig selv hver gang, jeg skriver og inden jeg trykker på udgiv, så tjekker jeg ind og spørg mig selv, hvad min intention er, og jeg mærker efter, hvor det kommer fra. Kommer det fra hjertet, så trykker jeg på knappen. HELL YEAH er et udtryk der kommer fra den ubeskriveligt inspirerende Avalon Khan, som der er link til her oven over. Når du føler en HELL YEAH følelse i maven, så er det rigtigt. Alt andet skal du ikke bruge din tid på.

Det er mit pejlemærke. Jeg bør ikke noget. Jeg gør ting, jeg elsker. HELL YEAH.

Men ja, der vil altid være folk, der trigger på noget, man gør. Eller synes noget. Og hva så? Det kan vi alligevel aldrig ændre. Og noget af det vigtigste, jeg har hørt: “Det handler aldrig om dig. Det handler om dem.” Det er vist Oprah, der siger det. Jeg hører hendes podcast Super Soul Conversations løbende, og må linke til den samtale, når jeg finder det guldkorn igen. Men vigtig pointe.

En anden vigtig pointe er, at det jo også kun er mig, der har magten til, hvor meget det skal fylde. Det kan jo godt være folk snakker, men de snakker jo lige så hurtigt om noget andet eller nogle andre. Så for mig består mit arbejde bare i at holde mig til mig, og hvad jeg synes er vigtigt. Og hvad der gør mig glad. Og ha fokus på alle de beskeder fra nær og fjern og nutid og fortid, der er dukket op, efter jeg er begyndt at skrive her. Det er det vigtigste. Og det viser mig, at det er det rigtige, jeg gør. Og ikke ha fokus på det andet.

Endnu en gang er vi tilbage til det ene store valg, vi har her i livet: frygt eller kærlighed. Og jo mere jeg bliver bevidst om de gange, jeg kommer til at vælge frygt, jo mere bevidst kan jeg også vælge kærlighed. Frygt har i mange år kørt på autopilot. Og den har vist sig i mange afskygninger. Blandt andet ved at være pleaser. Og være bange for at være mig – bange for at være autentisk. Og ved at koncentrere mig om andre, ved at være misundelig eller andre ting.

At være autentisk og være tro mod mig selv er mine største mål i dette liv, så selvfølgelig kommer der en masse op med det nu, en masse frygt. Men jeg ved, hvorfor det kommer, og jeg ved, jeg skal ha tillid. Tillid til jeg gør det rigtige for mig. Og at de helt rigtige læser det. Og dem der læser det og bliver trigget, det er der nok en grund til. Men det er ikke noget, der skal bremse mig.

Frygt bremser mig ikke længere. Men viser ind i mellem sit ansigt. Frygten for ikke være god nok, Men. Jeg siger nej tak.