Dengang min krop begyndte at skrige højt. Om (ikke) at lytte til den og for meget medicin

Den første morgen begyndte det med, at jeg følte mig meget øm – i arme og skuldre. og ikke kunne vende mig om på den anden side, uden smerte. Næste morgen kunne jeg ikke få jakke på. Mine arme kunne ikke komme længere end til skulderhøjde.

Det er 7 år siden – det var september 2011. Jeg havde lige afleveret mit speciale. Var startet på en to ugers projektansættelse. Hvor der skulle leveres. Freelance-tilværelsen i tv-branchen var startet. Men lige når jeg skriver det her – lige nu i skrivende stund – bliver jeg sgu så trist. Trist over, jeg gik på arbejde. Trofast. Og ikke mindst angst for ikke at leve op til forventninger. Og fokus var på at være  god og dygtig og mødefast. Ikke fokus på, hvad jeg havde brug for lige der. Kun angst for fremtiden, så jeg måtte performe. Jeg fulgte bestemt ingen mavefornemmelser eller mit hjerte her – det var baseret på frygt. Også på trods af alt det, der skete de efterfølgende dage. Hvilket blev mere og mere syret. Uvirkeligt, at det var MIN krop.

På 5. dagen begyndte morgenen med, at de fleste af mine fingre på den ene hånd var helt bukkede, og jeg kunne ikke rette dem ud. Begge hænder var ramte. Mine håndled helt uden kræfter. Jeg kunne ikke trykke på en deodorant, al styrken var væk. På det her tidspunkt havde jeg dog sagt til mit nye job, at jeg lige skulle forbi lægen. Men ikke sagt op. Jeg gik seriøst på job med de helt stive fingre, jeg ikke rigtig kunne bruge.
Jeg græd de dage. Derhjemme. Jeg var bange. Hvor kunne det ikke ende henne, når det var gået så stærkt på 5 dage. Det er lang historie, og jeg vil gøre den kort. Det udredningsforløb der foregik det næste halve års tid var jeg glad for, jeg ikke vidste noget om på forhånd. Jeg følte mig meget alene. Og skræmt. Lægerne anede ikke, hvad det var. Jo. En slags gigt, bindevævssygdom. Måske. Men jeg var alverdens undersøgelser igennem. Følte mig alene. I det forløb bad jeg ikke engang om støtte. Klarede det da bare selv, det var jeg plejede. Var alene rundt til alle undersøgelserne – undetagen en af de sidste, hvor jeg skulle ha nogle vigtige svar. I sygehusvæsenet er der seføli, som alle andre steder, både søde og mindre søde og velegnede til deres job. Jeg vil nøjes med et enkelt, meget sigende, eksempel:

Jeg spørger en læge. Hvordan kan det være det startede i skulderen og armene, når det nu er endt med at være hænder, fingre og håndled. Hvordan hænger det sammen? Hans svar: Ja, det ved jeg da ikke noget om….

Det var et svært spørgsmål, jeg stillede, men når der sidder en 29 årig kvinde og er bange, kan man svare på en anden måde. Eller rettere sagt, det er lægens job at svare på en anden måde. Men ja – han anede ikke noget om det, så det var jo rigtigt nok. Der var så mange forskellige symptomer, at de var helt forvirrede.

Et andet symptom der også var kommet – var at jeg ikke kunne tåle kulde. Mine hænder og fødder kunne ikke tåle det. Mig, der altid havde haft varme hænder og fødder. Jeg måtte have to lag vanter på og meget varme støvler den vinter. Fordi ellers så mine fingre ud som på billedet øverst. Jeg kunne ikke bruge mine hænder, når de så sådan ud, det hjalp kun at sidde med en kop varm te, når jeg kom hjem. De var følelsesløse samtidig med det gjorde ondt og snurrede i dem. Og det samme skete med mine fødder. Jeg oplevede en dag, at jeg ikke kunne gå hjem fra en Café. Og da jeg kom hjem og skulle varme mine fødder, så var min de gået fra at være hvid/røde til at være helt blå og lille. Der skete så mange mærkelige ting i den periode.

Og ja – jeg havde da i mellemtiden også fået nyt job. Var tilbage på mit gamle praktiksted på Nordisk Film. Var ærlig og fortalte dem, jeg var nødt til at gå til nogle undersøgelser ind i mellem. I mellemtiden var de værste symptomer også gået over. Fordi jeg fik stærk medicin. Og jeg havde fået en ordentligt sprøjte i skulderen med en masse dejlig binyrebarkhormon (prednisolon), som selvfølgelig hjalp. Det dræber jo alt. Udover den sprøjte fik jeg også en stor daglig dosis binyrebarkhormon. Samtidig med jeg tog en god mængde malariamedicin. Fordi malariapillerne skulle gå ind og erstatte binyren på et tidspunkt efter nogle måneder. Fordi binyren er så usund at tage for kroppen. Efter et stykke tid på Bispebjerg, hvor de var kommet frem til, det var en sjælden bindevævslidelse – altså de vidste stadig ikke, hvad det var – så fik jeg efter mange dårlige oplevelser, spurgt om min sag kunne blive overflyttet til Riget – der havde jeg hørt, der var en god afdeling og de havde specialister i sjældne bindevævssygdomme, så tænkte, det var der jeg hørte til. Så sagde den søde dame i receptionen, at det var jo kun til sjældne bindevævssygdomme. Og så måtte jeg jo fortælle hende, at det var det lægen derinde sagde, jeg havde. Der var jeg træt af pis. Det skete kun fordi jeg selv bad om det, men ingen tog ansvar for min sag eller næste skridt. Det skulle jeg selv.

Min sag blev overført til Riget. Efter jeg startede der, fik jeg sådan en fin behandling. Med respekt for, at jeg var en ung kvinde, med bekymringer om min førelighed. Min læge var interesseret, interesseret i mig. Mine tal var høje. Men omvendt sagde han også, at det kunne være meget værre. Og det kunne ændre sig. Det var foranderligt. Han tilbød mig dog også flere piller – mod de rød/hvide fingre. Hvor bivirkningerne ville være, jeg fik hævede ben. Sagde nej tak til flere piller. Jeg gik der nogle år. Jeg tog malariapiller i 4 år. Store doser. Men jeg begyndte langsomt at trappe ned og trappe ud af dem. Uden at få symptomer. De lukkede min sag. Jeg har været helt uden den medicin i tre års tid. Og ligeledes uden symptomer.

Indtil for nogle måneder siden. Slet ikke i samme grad. Men – ømme fingre-led. Helt ømme fødder når jeg står ud af sengen om morgenen. Som om jeg har løbet et par hundrede kilometer dagen før. Så en eller anden form for betændelsestilstand er kommet tilbage i kroppen. Det kan der være flere årsager til.

Jeg ville ønske, jeg dengang havde haft tilgang til, hvordan sindet og kroppen hænger sammen. Og at der selvfølgelig var sammenhæng mellem mine psykiske  udfordringer, og at min krop endelig sagde, nej tak. Det er også derfor, jeg ikke er bange nu. Tror ikke, det er noget endeligt. Det der er mest opsigtsvækkende for mig er, at jeg stadig lidt er i stand til at overse en masse tydelige signaler. Bare overleve i det, hvis der er noget, der gør ondt. Det var først, da jeg mødtes med en tidligere kollega for nogle uger siden, og fortalte om mine hænder og fødder, at hun gjorde mig opmærksom på, at det kunne være flere ting, jeg lige skulle være obs på. Og at hun havde hørt om de samme symptomer, der var forsvundet efter en kur med CBD olie.

Jeg vil ikke på medicin igen. I går tog jeg de første to dråber af olien. For at se, hvordan det stabiliserer nogle ret tydelige ubalancer, der er i min krop lige nu. Min akne rundt om munden er også sprunget ud igen. Noget jeg også tog stærk medicin for i mange år, fra jeg var 20 år. Og sidenhen brugte p-piller – for at holde min hud pæn. Men efter 14 års tid med p-piller og hormoner i kroppen stoppede jeg også med dem for halvandet års tid siden. Og min hud forblev pæn. Så nu er status: halvandet år uden medicin for første gang i 16 år, siden jeg var 20 år.

Jeg tog fik et par vacciner tilbage i marts pga. af et job, hvor jeg skulle ud at rejse. Ellers tager jeg ikke vacciner mere. Det er en helt anden historie. Men. Jeg synes bare, det er påfaldende, at min krop lige pludselig har symptomer igen. Jeg ved det ikke, men måske kan min krop ikke tåle alle de tungmetaller, der er i vacciner og er derfor gået i betændelsestilstand igen. Jeg vil ikke udelukke det. Men stadig et udskældt område overhovedet at nævne. Men jeg mener, det kan jo være, vi kan blive klogere?

 

Nu har jeg fået den helt rette vejledning til olien i forhold til netop min behov:

https://www.endoca-olie.dk

Samt fået en masse god viden og inspiration fra “En mand med en sag.” På radio 24syv.

https://www.radio24syv.dk/programmer/en-mand-med-en-sag

Om en uge vil jeg skrive mere om, hvordan olien virker for mig på følgende områder: mine ømme fingre-led, mine ømme fødder og min akne.

 

Loui💕