Det er ikke bare fodbold..eller?❤️⚽️

En af de bedste af de mange bedste dage i mit liv var d. 26. juni 1992. Jeg var 10 år gammel. Min far havde fødselsdag. Vi havde lånt et ekstra fjernsyn og stillet det op, så der var et fjernsyn i begge stuer og alle fødselsdagsgæster kunne se skærmen. Jeg husker det hele så tydeligt. Det var en special dag, fordi der skulle ske noget, der aldrig var sket før. Danmark skulle spille i en finale ved europamesterskaberne. I fodbold, seføli. Og så endda mod tyskerne, der efter sigende altid endte med at vinde. Vi var landet i finalen efter en episk semifinale mod Holland, der endte i straffesparkskonkurrence. Ligesom i går. Nervepirrende. Husker det tydeligt. Min mor måtte gå ud af stuen. Ligesom i går. Og hvis hun var i stuen, så havde hun en tehætte over hovedet. Min far og jeg skiftevis hoppede rundt eller sad helt stille og meget koncentrerede. Ligesom i går. Det var så vildt. Og jeg som 10-årig var helt draget af det og det fælleskab og den eufori, der var omkring det. Min mor, far og mig samlet i stuen, samlet om det danske fodboldhold og fodboldhistorie, der var ved at ske. Og hvilken eufori der var, da Danmark satte det afgørende mål ind mod Holland, og vi skulle i finalen. Det var vildt. Og det skulle blive vildere endnu.

Finaledagen var en varm sommerdag og stemningen var i top. Familien og vennerne var samlet til min fars fødselsdag og EM-finalen. Jeg mindes, at jeg så det første mål, og derfor kunne jeg godt lige nå at gå en tur med den hund, der var på besøg. Jeg var jo 10 år og glad for hunde. Måske lidt mere end for fodbold på det tidspunkt. Det var familiehunden Badjaz. Mig og Badjaz gik ud på den meget øde gade. En masse huse med en masse lejligheder. Men ingen mennesker. Vi skulle bare en hurtig tur rundt om huset. Det sus og brøl der ramte os igennem alle de åbne vinduer i sommervarmen kan ikke beskrives. Og hverken Badjaz eller jeg var i tvivl om, at nu førte Danmkark 2-0. Aftenen endte som bekendt i eufori. Og det forstsatte. Ud på Østerbros gader. På vej til fejring i Fælledparken. Det føltes som om, alle var på gaden den aften, der var ingen regler, alle var glade og kærlige. Vi sang og hilste på alle. Politiet kørte rundt med Dannebrog ud af vinduet og dyttede, ligesom alle de andre biler – og tog let på alle de færdselsregler, der blev brudt den historiske aften. Der var bare kærlighed i luften. Siden 1992 har jeg været fuldt dedikeret alle slutrunder, som Danmark har deltaget i. Med hele mit hjerte.

Jo mere jeg skriver her, jo mere giver det mening, at jeg bare er virkelig ked af det i dag. Eller det giver i hvert fald lidt mere mening. For mig. Da jeg startede med at skrive det her indlæg, undrede jeg mig over, hvorfor det kan påvirke mig så meget. At vi var SÅ tæt på og alligevel ikke. Den glæde da Kasper Schmeichel tager straffesparket få minutter inden kampen er ved at være færdig. Det mindede om 1992. Jeg var så skuffet, efter det sidste mål blev sat ind i af kroaterne i går. 20 år siden jeg havde den følelse sidst, ved VM i 1998, da vi også var tæt på. Vi var ved at slå Brasilien i kvartfinalen, men endte med at tabe 3-2. Lige ved og næsten. Igen.

I morges vågnede jeg rigtig ked og grådlabil. Og tænkte, det var en dårlig drøm. Og ja, tænkte ærligt talt, at det var ret fjollet, når der nu sker så mange forfærdelige ting rundt omkring i verden. Jeg er med på, det virker meget voldsomt. Det bunder i noget andet, at jeg føler så meget for en fodboldkamp. Ligesom det ofte gør med alle de følelser, vi oplever. Der ligger noget andet bag. Ofte noget ubevidst. Og så er man ikke i stand til at gøre så meget ved det, hvis det er ubevidst. I skrivende stund er jeg ved at gå dybere ned i det, men er stadig forvirret over, hvad det handler om. Det handler i nogen grad nok om, at jeg så gerne ville ha oplevet den samme følelse igen. Ligesom den juni aften i 1992, hvor alt bare var godt, og hvor vi bare var fælles om glæden i min familie. Ligesom mange andre familier har vi haft prøvelser igennem livet, men i fodbold har vi altid  haft en masse glæde og været fælles om det – og fejret det sammen. Det er det fodbold kan. Et andet element i det for mig er også noget, der kendetegner mig, at jeg igennem livet har taget alt ind og følt meget. Meget glad, meget ked, meget vred og så videre. Det er blevet tydeligt for mig de seneste år, hvordan det har fået lov at styre mig. Jeg har ladet det styre. Ubevidst. Jeg er begyndt at spørge mig selv, hvad er virkeligheden? Er det virkelig sådan? Det er bare følelser – det er ikke virkelighed. Og man kan nære det, så det vokser, men man kan også lære af det og komme videre. Det vil jeg gerne blive bedre og bedre til. Som en del af det at leve livet istedet for blot at overleve i det. Før i tiden kendte jeg ikke til de mekanismer, der foregik i mig, og som skabte min virkelighed. Der syntes jeg bare, det var synd for mig for det meste. Et offer. Nu er jeg skridtet videre. Et step up i bevidstheden, så langt så godt. Kan stadig være meget ked, men ikke ligeså tit og føler ikke samme håbløshed. I ordets bogstavligste forstand.

Er jeg alene her, eller genkeder I noget?

Det er en balance for mig at arbejde med alle de følelser, der dukker op på daglig basis, så det ikke styrer mig – vil nemlig gerne dykke ned i i følelserne, så jeg kan se, hvad det handler om, give det plads. Men samtidig ikke dvæle ved det og dyrke dem, så de vokser. Jeg har givet mig selv lov i dag at være med den følelse, der nu er, men jeg skulle lige minde mig selv om det, fordi i morges ville jeg gerne have, at det skulle forsvinde. Men det gjorde det ikke. Jeg var nede at morgenbade i det smukke vejr. Det hjælper mig tit. Skulle til møde bagefter og være nærværende. Med helt nye mennesker. Det lykkedes mig at være 100 % tilstede der. På vejen hjem blev jeg meget blød igen. Og rastløs. Og vidste, jeg måtte skrive. Skrive mig ud af det. Jeg prøver at omfavne det. Men synes, det er svært i dag. Det er fucking fodbold. Jeg har ikke kærestesorger eller knust hjerte eller er ked af noget alvorligt eller er syg. Det er en fodboldkamp. Det sætter det lidt i perspektiv, når jeg skriver det sådan. Hjælper mig lidt til at slippe, vigtigheden af det. Fordi jeg allerede glædede mig til en ny fodboldoplevelse, når vi nu skulle i kvartfinalen. En ny fodboldoplevelse med mine forældre. Og måske en længsel efter nogle barndomsminder.

 Jeg er ved at lære, at hvis jeg kæmper imod, så kommer det bare til at fylde mere. Så jeg prøver at være blid ved mig selv og acceptere de følelser, der er, hvor mærkelige og store de end er. Det er også derfor, jeg deler det her. Fordi det er hårdt at være i det, imens det står på. Og jeg vil gerne blive bedre til det. Vil gerne ha, det er mig og ikke mine følelser, der styrer. For det meste.

Et skridt af gangen. Et skridt til er taget her. I dag. Tak.

Hvad angår VM. Fra nu af holder jeg med Sverige. Så i morgen kl. 16. Mig og min far foran fjerneren og heppe på vores skandinaviske venner. Er Zlatan egentlig stadig med?

 

PS: Bonusinfo fra min dag: sad til det omtalte møde med en, jeg aldrig før har mødt. Kommer i tanke om, at jeg stadig har min fine pussy tatovering på underarmen🙈 Der var sikkert ingen, der lagde mærke til den. Kunne bare mærke, jeg ikke lige var klar til at fortælle om baggrunden for den i det forum😂 Bare for at sige, at det har faktisk også været en god dag med smil og nye spændende møder.

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så læs her og se tatoveringen:

Kært barn har…ja, men hvorfor har jeg fået den tatoveret på min arm?

 

God mandag aften. Med eller uden fodbold, og med alt hvad der nu rør sig i dig.

Loui💕

Loui