Hvis jeg siger min skam højt, stopper min skriveblokering så? Jeg prøver….

Hvorfor er der et billede af lille Loui? Det finder du ud af om lidt. Måske. Måske ikke.

Men til sagen. Jeg har masser at skrive, men intet at udgive. Det flyder ikke alt det, jeg ellers har lavet kladder til. Overskrifter til. Og gemt, så jeg kunne skrive dem færdig i weekender og aftener. Men jeg skriver dem ikke. Fordi jeg har ikke lyst til udgive det. Jeg har faktisk haft tid hertil aften. I weekenden. Givet mig tid. Til bare at være alene. Men jeg har stadig undgået at skrive. Som jeg elsker. Det lever stadig i mig. Det der var sidste uge. Frygten. Der er noget, der blokerer.

Indlæg om frygt: http://louiinspirit.bloggersdelight.dk/2018/08/09/nej-tak-kaere-frygt-dig-har-jeg-ikke-tid-til/

Hvorfor har jeg ikke lyst til at skrive mine ting færdigt og udgive det?

Jeg er jo nødt til at se på hvorfor. Og lade det være en del af min proces her. Da jeg har lovet mig selv. Og jer. At jeg deler råt ud. Om hvordan jeg kommer igennem mine kriser. Og det gør jeg ved at dele.

Så hvad er der galt?

Det har altid betydet noget for mig, hvad andre tænker. Hvad andre synes. Det er et menneskeligt vilkår. Men. Jeg har også lært, det ikke behøver at være noget, man er styret af. Jeg er styret af. At jeg ikke har brug for det, hvis jeg står stærkt i mig selv. Det er til stadighed noget, jeg skal give slip på. Jeg troede, jeg havde sluppet det meste. Efter at have arbejdet på det intenst i flere år. Men det er for alvor kommet på prøve ved at skrive her på louiinspirit. Den ultimative test. At blotte mig. Være mig.

Her kommer det: Frygten for at være for meget. Fylde for meget. Frygten for at være for mærkelig. For navlepillende. For alt muligt.  Alt det jeg prøver at slippe. Slippe andres vurdering. Af mig. Men. Løsningen er da bare, at jeg kan stoppe, bare gemme mig og ikke fylde noget. Så slipper jeg for at tænke alle de tanker. Men nej, det er ikke det rigtige. Fordi det ville være baseret på frygt at tage det valg. Og så ville jeg ikke kunne komme ud med det, som mit hjerte venter på at dele.

Men her kommer det. Min rå sandhed. Min skam:

At folk stopper med at følge mig på de sociale medier. Eller. Unfollower mig. Det kan jeg se sker. Selvfølgelig. Det havde jeg også regnet med. Det ber man om, når man agerer, som jeg gør. Råber højt. Fylder meget. Det er okay. Selvfølgelig  skiller man nogle fra. Det er da ikke alle, der gider høre om personlig udvikling hele tiden. Slet ikke, hvis man ikke selv orker at dykke ned i det. Det forstår jeg også godt. Der kan være en masse grunde. Men. Min lille pige – hende som jeg prøver at give allermest omsorg og passe på og elske lige som hun er – hun bliver sgu såret. Til stadighed. Særligt gør det ondt med dem, jeg kender ude fra det virkelige liv, folk jeg har snakket med og mødt og kendt længe. Men det interessante er – hvorfor gør det ondt? Hvorfor sårer det mig?

Og hvorfor koncentrerer jeg mig ikke mest eller kun om de nye, der har valgt at følge med. Dem der er kommet til og kommer til løbende, efter jeg er sprunget ud. Dem er der trods alt mange flere af, end dem der flygter. Men dem, der har taget flugten, har gjort mig mere sprød og følsom i forhold til at dele mere ud. Frygten for at flere tager flugten. Men. Jeg skriver ikke for at please nogle. Og jeg ved, det er de helt rigtige, der følger med og de helt rigtige, der smutter. Og jeg er først lige begyndt, så der kommer til at smutte endnu flere.

Jeg ved tilgengæld, der er ved at blive bygget et helt nyt fællesskab op omkring mig.  Af mennesker. Men også nye kvindefællesskaber. Og det føles meget kraftfuldt. Og frit. Fordi jeg ved, ingen dømmer mig dér.

Og jeg minder mig selv om – endnu en gang – at fokusere på dem, der læser med, som ikke kender mig, men alligevel har valgt at bruge deres tid på det, kolleger der fortæller mig de læser med, tidligere kolleger der fortæller de følger med og nye læsere, der skriver til mig. Der vælger jeg at have mit fokus nu. Jeg vælger at stå ved mig selv. Og ikke give andre magten.

Jeg er taknemmelig for, jeg har givet mig denne ventil. At sige det højt. Sige mine spøgelser højt. Jeg har det fuldstændig anderledes end inden, jeg begyndte at skrive dette indlæg. På 20 minutter er der sket et skifte. Fordi jeg har sagt det og deler det. Et indlæg som var en slags råb om hjælp. Til mig selv. Det har virkelig taget lang tid at sige højt. Sige den skam højt. At folk trykker NEJ TAK til mig. Der er mange slags meditationer. Mange slags ventiler og lufthuller. Det her er en af mine.

Som jeg sagde til nogle af mine kolleger i dag, så vil jeg foretrække folk, der følger mig, at de trykker på unfollow, hvis de synes jeg er mere irriterende end inspirerende. Jeg er selv begyndt at sortere ud, da jeg ikke kan rumme at følge så mange som jeg gjorde. Så hvis jeg er en del af en andens instagrams-rengøring, er det sådan. Man kan ikke holde på nogen mod deres vilje, heller ikke instagramfølgere. Og hey – tak fordi du læser med. Tak.

En sidste ting. Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der har haft eller har det sådan. En klog mand sagde i hvert fald en gang til mig, at hvis du sidder og har det på en bestemt måde, så kan du være helt sikker på, der er andre, der sidder med den samme følelse. Vi er jo i bund og grund ret ens alle os mennesker. Så du er ikke alene, lige meget hvilken følelse du sidder med nu.

Nu må jeg i gang med at skrive mere☺

 

Loui💕