Dumme rygter, tips fra Oprah og en nådesløs mandag som alligevel blev lidt magisk

Jeg vågnede op noget så sprød i dag. Ikke sprød som i hot, lækker eller on fire. Men som, at du kunne puste til mig og så væltede jeg. Jeg havde en masse planer, men jeg vidste også, at jeg måtte sænke min forventninger til mig selv. Og finde på noget, hvor jeg gav mig selv noget omsorg. Og da jeg sænkede paraderne og gav mig lov til at føle lidt og ikke undgå det – dykke lidt ned, så smeltede jeg jo. Og tårerne fik frit løb. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan i dag. Der opstod et savn, en ensomhed. Noget gammelt. Jeg behøver ikke forstå alting. Jeg satte en lydbog på, fordi jeg ikke havde energi til at læse. En bog jeg har vidst, jeg skulle læse længe. Den gav så meget kraft bare at ligge og lytte til. Jeg slettede min to do list. Klokken er tre om eftermiddagen i skrivende stund, og jeg er stadig her i min seng. Det er ok.

Oprah i samtale om nævnte bog: SEAT OF THE SOUL:

Jeg begyndte på det her indlæg i går. Og jeg havde en helt klar intention om at udgive det i dag. Men jeg manglede nogle brikker – det sidste mod og min klare intention med at gøre det. Men al tvivl forsvandt, da jeg søgte lidt guidance og inspiration hos nogle kindred spirits og faldt over Avalon Khans insta story, om at dele, både når det går godt, og når det går dårligt, eller når der er ved at ske en transformation, så man er sårbar. Dele når vi smider maskerne. Hvis man er klar til det altså. Når vi deler, så healer vi sammen. Uden andres rå delinger havde jeg ikke kunne tage den rejse, jeg er i gang med. Så tak. I er mange og i dag var det Avalon.

Hun er her, hvis du også vil inspireres: https://www.instagram.com/avalonkhan/

Jeg fik, hvad jeg havde brug for i dag. Åbenbart. Der skete en forløsning. Endnu  en maske faldt. Og støtten var lige der. En anden søster sendte mig en sang, uden jeg havde bedt om noget. Der skete der lidt magi efter mørket have transformeret sig til lys. Før i tiden, i mørket, blev jeg destruktiv – satte mig ud på min altan og røg en masse cigaretter, mistede appetitten – blandt andre ting. Så der er sket noget i den måde, jeg tackler det, går igennem det. Er med det. Ikke flygter fra det.

Det er stadig en stor del af min rejse at være ligeglad – ikke med andre, men hvad de tænker. Når jeg deler. Når jeg bare er MIG. Det bliver til stadighed sat på prøve. Og det er som om, det big time er kommet op igen, at der sker mange ting lige nu – prøvelser på min selvkærlighed. Og onde rygter, det er noget, der kan bringe rigtig meget gammel frem. Av.

Jeg tænker, vi er mange, der kender det. Er du blevet ramt af den følelse af smerte og ondt i maven, fordi du hører rygter. Om dig. Onde rygter. Og har du også lidt af den syge, det er, at hige efter alles accept. At alle skal kun lide dig, elske dig?

Hvorfor er det egentlig så vigtigt? Det er vigtigt, hvis man ikke helt elsker sig selv, så er det vigtigt, at andre gør det. Så søger man det ude hos andre. Særligt i kærlighedsrelationer. Det fører ikke noget godt med sig at hige. Taler af erfaring. Det er et helt andet indlæg. En helt anden dag.

Jeg har brugt tid, meget tid, på at finde ud af, hvorfor det altid har været vigtigt for mig at folk skulle lide mig. Gerne alle folk. ALLE. Hvilken ro ville det ikke være, hvis det ikke var vigtigt? Det er jo egentlig også dumt at hige efter, fordi alle kommer jo aldrig til at elske en, så man er jo dømt til at mislykkes. Og man får så helvedes travlt. Og alligevel lykkes det ikke. Men min erfaring er nu, at hvis man kan lide sig selv, så kan mange andre egentlig også. Kender I ikke det, hvis nogen udstråler ro og glæde, så bliver folk automatisk tiltrukket af det. Når folk er autentiske. Nogen kan også trigge på det. Ligesom jeg selv stadig bliver trigget af folk. Og jeg kan ikke altid lure, hvad der trigger mig. Men pis, jeg må selv tage ansvar for det.

Jeg ved ikke, hvad jeg har rodet mig ud i her eller hvordan jeg skal forklare det.

Men jeg prøver alligevel.

I torsdags – der skulle jeg afsted på et lille sommer get a way til Tisvilde. Jeg havde glædet mig. Jeg havde haft lidt travlt i hovedet og morgenen skulle være stille og rolig. Men det skete ikke. Ligepludselig er der en besked i min indbakke, der beskriver nogle rygter. Rygter om mig fra en tidligere arbejdsplads. Helt overordnet så er formuleringen: der går rygter om dig.

Det her er ret meget ud af det blå. fordi det er ikke noget, jeg har opsøgt. Tværtimod. Det må folk selvom, det er i hvert fald ikke noget, jeg opsøger. Men det her rammer. Og jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvilke rygter?

Kære læser af de her ord – jeg håber, du her vil tage godt i mod mig. Fordi selvom indlægget her handler om, at man ikke kan få alles accept, så er det alligevel meget ømt at dele. Fordi jeg et eller andet sted tænker, hvad hvis jer der ikke kender, mig tror på det?!?

Here it comes:

• Du er ikke en holdspiller
• Du connectede ikke med dine kolleger
• Du er doven

Av

Av

Av

Der begyndte en masse processer, da jeg modtog det her på skrift. Iøvrigt fra en der kun vil mig det godt. Det blev sendt i en misforstået god mening.

Det gjorde ondt. Hvem? Hvorfor? Tænke, tænke, tænke..

Derfra kunne jeg gå to veje:

1. Blive ved med at spørge ind til det. Vide mere. Navne? Samt lade det ødelægge min tur til festival i sommerlandet med sol, musik og gode mennesker.
2. Lade være med at lade det ødelægge noget for mig.

 

Jeg startede med at gøre det første. Den første impuls. Gik lidt i panik. Hvad tænker folk så om mig. Blev ked af det. Gik ind i det. Græd.

Så tog jeg mig selv ved roden og spurgte, om jeg egentlig kunne genkende de ting, de såkaldte rygter

Og næste skridt var at gå helt rationelt til værks og slå koldt vand i blodet;

– Man kan jo ikke vide om vedkommende, der har skrevet det til mig, har hørt det fra blot en eller to eller tre personer. Det kan jo være et meget lille omfang. Hvilket er min fornemmelse og min egen oplevelse fra den arbejdsplads.

Derudover:

– Jeg ved, hvad jeg står for. Og jeg er ikke perfekt. Men jeg ved, jeg altid prøver at være en holdspiller og vil ha, at folk omkring mig har det godt. Jeg har ikke brede albuer. Og jeg connecter med de fleste mennesker. Ærligt var der ingen af de nævnte ting, jeg kunne ta ind. Så jeg slap det. Og slap dernæst katastrofetankerne om mit navn, om hvem der har sagt det – jeg slap det helt. Jeg kan jo alligevel ikke ændre det. Og jeg ved, hvem der har min ryg. Og hvem der ved, hvad jeg står for. Jeg valgte tillid. Istedet for den altødelæggende frygt.

Så det var en kæmpe test i hele min mission: ikke at gå ind i andres, men blive over i mit eget. Ikke gå i tankemylder, om hvad andre synes. Om hvem der ikke kan li mig. Og. Tænk det lykkedes mig. En af mine trofaste støtter skrev meget præcist til mig:

“Du ved selv, det ikke er sandt. Og du ved, at vi fra de her svære ting vokser. Træk vejret og øv dig i at være teflon. Se det som en mulighed for at være i din egen selvkærlighed. Vælg at være i din sandhed. Og lad ikke dumme rygter ødelægge din glæde på vej ud af døren til en festival. Jeg har din ryg, kære søster.”

Det gjorde en forskel lige der for mig. Du ved, hvem du er. Sjælesøster. Tak❤

 

Det lykkedes mig at tage til festival. Og glæde mig. Og nyde. At vende stemningen. Og tankemylderet. Det havde kun bragt dårligt med sig at vælge det andet. Det havde ikke løst noget at tænke mere over det. Det er bare ikke altid, jeg før har evnet det. Det er meget nyligt, at jeg har kunne give slip på noget hurtigt, der gjorde så ondt. Men tak for støtte alle steder fra. Og tak for min egen stædighed – jeg kan se, det begynder at virke al det hårde arbejde👊 Og yes, jeg er ked af at indrømme det, men det er her også en reminder til mig, om at jeg selv taler sådan om andre nogle gange, det sker, når jeg ikke selv trives, og minder mig om, at der er meget mere arbejde at gøre. Men før var jeg ikke bevidst om, jeg gjorde det eller hvorfor jeg gjorde det, så jeg kunne ikke stoppe mig selv, men det kan jeg nu.

Mere om at finde ro i kaos – læs her: http://louiinspirit.bloggersdelight.dk/2018/07/18/soede-minder-fra-april-2016-en-faengselsdom-et-knust-hjerte-og-andre-smaating/

 

 

Jeg lytter til Fias stemme og tekster i dag. Den her sang, som  jeg blev mindet om i dag, den rammer meget godt ned i indlægget og min mandag.

Magiske svenske Fia🧡

 

 

Håber, du kan bruge musikken, bogen og Avalon Khans side og alt det andet – mandagen er din, ingen andres. Tak fordi, du læste med.

 

Loui💕

 

“You’ve been trying to put me in a box saying this is it, you’ll never be enough Take those dreams and put them on a shelf