Bange for at miste eller taknemmelig for det, som er..

Dårlig samvittighed gider jeg ikke samarbejde med. Ikke mere. Det gør alligevel ikke noget godt. For mig. Så har accepteret, at jeg i denne uge har brugt tid på andet end at skrive. Selvom idéerne er der. Men omvendt så ved jeg jo også, at hver gang der kommer et indlæg stiger det med besøgende – både nye og gamle. Og når der ikke kommer noget at læse, så forsvinder interessen. Og kurven er helt lav pt. Så vidste godt, jeg gerne ville skrive i weekenden. Skrive nogle af idéerne på lager færdige eller skrive noget helt nyt. I aften kom det så helt af sig selv, hvad jeg skulle skrive. Fordi jeg så et tv-program, der vækkede nogle gamle følelser. Fra barndom og nutid. Inden jeg skriver, hvad det er, så går det faktisk lige nu også op for mig, at det er præcis to måneder siden, jeg udgav det første indlæg herinde på louiinspirit. I skrivende stund fredag aften. Jeg har talt mig frem til, at jeg udgivet 27 indlæg på de cirka 60 dage. Cirka et indlæg hver anden dag. Det er bare ikke sket den sidste uge. Jeg har lyst til at skrive. Så derfor skal jeg bare arbejde med at finde en god rytme. Men har også båret over med mig selv, da jeg har startet nyt job, haft mange aftaler og ja, bare ikke prioritetet det. Men det skal jeg til, hvis jeg vil det her. Og det vil jeg. Men det sker jo ikke af sig selv. Og sagen er, når jeg går i gang, så nærer det mig, og det flyder.

Men til sagens kerne. Det indlæg, jeg faktisk, ville skrive. Kommer her.

Ja, udledt af et følsomt tv-program, blev der vækket nogle følelser. Følelser jeg tydeligt kan huske. Men aldrig er blevet kategoriseret. Men jeg har dykket ned i det før. Noget der måske kunne være angst, fra helt lille. Det har jeg bare ikke rigtig tænkt på det som. At putte det i den kategori; angst. Og det ved jeg heller ikke, om jeg gør nu. Men sagen er, at jeg som lille altid var  bange for, at mine forældre skulle dø. Jeg har fået ro på det i mange år. Men. Det er dukket lidt op igen. Af flere grunde. Men ikke noget, der ødelægger mig. Så tager jeg de nødvendige værktøjer i brug. Prøver at finde en ro. Og bruge den bevidsthed, der fortæller mig, det ikke gavner at gruble og være bange. Og der efter kigge på, hvorfor jeg er bange. Og så bare acceptere, at de kommer til at dø. Jeg har bare en masse, jeg vil med dem først. Og ja, der er ikke nogen, der har lyst til at miste deres forældre, så det er vel en ret universel tanke og frygt.

Det har altid været en joke i min familie, at mine forældre har været hele Danmark rundt for at hente mig på diverse lejr-skoler. Jeg ville IKKE være der. Og jeg græd hele kolonien og de andre børn ned – indtil min forældre hentede mig. Så kunne jeg ånde lettet op. Og det var ikke spor sjovt for nogle af os. Når jeg genkalder den følelse, så var det en dyb følelse af utryghed. Og – jeg var angst for, at de døde, imens jeg var væk. Jeg ved ikke, hvordan jeg tænkte de tanker. På en af kolonierne var jeg vel 6-7 år. Og jeg havde grædt det hele ned og pædagogerne givet op og ringet til mine forældre. Da mine forældre var på vej op for at hente mig på kolonien, fortsatte jeg med at græde. Og jeg kan huske det tydeligt, fordi en af de voksne fik sgu nok, og jeg fik meget skældud, fordi mine forældre var jo på vej, så der var vel ikke mere at græde over. Men det jeg ikke fik sagt, eller også sagde jeg det til pædagogen, det var, at jeg var bange. Bange for at mine forældre kørte galt på vejen op til kolonien og døde i en bilulykke. Jeg ville bare ha et kram, kunne slet ikke håndtere alle de følelser. Jeg ved ikke, helt præcist hvad det skal kaldes, eller om det overhovedet skal i en kategori. Men. Usundt var det. Jeg dykkede første gang ned i det med min psykolog, Lone for 8 år tilbage. Og det var noget, som var vigtigt for mig at tale om.

Som nævnt kan jeg stadig være bange for at miste dem. Men jeg slipper det ofte. Det gavner ikke. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem. De er kun i starten af 60érne , så jeg kan have dem længe endu. Når det dukker op, prøver jeg at give slip. Og acceptere. Og føler stor taknemmelighed for jeg har dem. Og alt det de giver mig med og har givet mig. Nuvel, jeg har været sur på mine forældre, som mange andre. Og jeg har til tider syntes, at det hele altid handlede om min bror, og har følt mig forbigået. Men. De sidste par år har vi haft nogle hårde, lange snakke. Vi har opbygget en relation, hvor vi kan tale om ting, der har gjort ondt, uden at nogen går i forsvar. Vi startede med at ha de svære snakke for cirka 8 år tilbage,  da jeg begyndte hos den kære Lone. Der var de meget svære, de snakke. Fordi der var så meget, der skulle løsnes op for. Og de gik da nogle gange i hårdknude. Men siden da, er vi blevet bedre. Jeg er meget stolt af, at vi er nået hertil. Jeg har sluppet en masse af de ting, jeg har været vred over. Jeg har måtte rode lidt rundt i mørket for at slippe det. Det var ikke nok at sige: nu slipper jeg det. Fordi noget af det, var jeg slet ikke helt bevidst om. Mine forældre har løbende være med i min proces. De havde ikke rigtigt noget valg med mig som datter åbenbart, der insisterer på at tale om ting og følelser. Også de svære. Jeg er egentligt bare startet med at gå min egen vej og fortælle dem om det. Og løbende kan jeg mærke, de også har åbnet lidt mere op. Og forstår mig bedre. Jeg har indset, at mine forældre altid har elsket mig højt, selvom det nogle gange har været svært at vise. De er jo bare mennesker og har deres bagage med. Men jeg har fundet ud af, at det ikke var fordi, jeg ikke var værd at elske, at det var svært at vise nogle gange. Vreden, der tidligere var der, har været en stopklods. For meget kreativitet. Hvis man ikke tilgiver og går og er sur og vred, så ødelægger man så mange ting for sig selv. Så det har været den vigtigste rejse for mig; at slippe alt det gamle. Og da jeg startede med at blive mere selvstændig og ikke hige så meget efter mine forældres kærlighed og tid, så kom det, da jeg gav slip og fandt ro i mig selv: at relationen er blevet mere naturlig og jeg kan få mere omsorg, end jeg nogensinde før har kunne.

Så et stort tak for livet. Og for jer. Jeg elsker jer.

Og så holder jeg lidt om den lille pige i dag, der syntes, hun havde mange forkerte følelser. Og fortæller hende, at hun er helt ok. Hun er faktisk perfekt.

 

Loui💕