Da jeg hyperventilerede foran Michael Jackson

Min fascination af Michael Jackson startede, da jeg var 5 år. Det vil sige 31 år siden. Og da vi fik MTV i 1990, så eskalerede det. Og jeg har dyrket ham meget intenst. Jeg så alt med ham, Hørte alt med ham.

Da jeg var 10 år, blev der annonceret koncert. Dangerous tour. På Gentofte Stadion. Mine forældre vidste godt, at der var ingen vej udenom. Min, nu afdøde farmor, stod i den lange billetkø en almindelig hverdag og fik fat i tre af de eftertragtede billetter. Da det endelig var showtid, flere måneder efter, skete der noget vildt. Lige pludselig blev han kastet op fra gulvet, midt på scenen. Folk skreg. Han stod bare der som en dukke. Og legede med publikum. Der skreg hver gang han vendte hovedet til den anden siden. Han stod der bare. Han tog sine solbriller af. Publikum skreg igen højt. Og så gik han i gang med sine moves. Med fyrværkeri ude i hver side af scenen. Han begyndte at synge. Ham jeg havde dyrket i flere år stod der, foran mig nu. Og sang. Hans stemme var der – live. Ikke længere kun tv. Men. Det var for meget for mig, og jeg begyndte at hyperventilere. Tude. Min mor tog fat i mig. Kiggede på mig. Tror måske, hun lige måtte give mig en lille bitte flad på kinden. Og så sagde hun de her berømte ord:

“Du bliver nødt til at stoppe. Det er nu, vi er her. Nu skal du nyde det, lige om lidt er det slut.”

Og så vågnede jeg ellers op. Og husker resten af koncerten. Det var magisk. Efterfølgende har jeg set den på VHS mange gange, netop den turné. Den er magisk. Og føler hver gang, jeg er der igen.

Det er svært at forklare, hvad der er. Det er der bare. Som lille, hvis der var noget og jeg følte mig alene, så følte jeg, at han støttede mig. Vildt. Men sandt. Der var da heller ingen omkring mig, der var i tvivl. Og min mor spurgte mig engang, om jeg kunne holde pause med at tale om Michael Jackson. Jeg var, og er stadig, den ivrige type, når noget har fanget mig😂

Jeg glemmer aldrig et klip, jeg så med ham. Jeg var meget lille. Måske inden koncerten i 1992. Han holdt en tale. Og han sluttede af med at sige følgende:

“Kids – all over the world – I love you”

Og ja, jeg følte jo bare, at han talte til mig. Min lille pige var så glad. Den sætning holdt jeg fast i i mange år.

Da han døde, var jeg i chok. Trist. Og trist over hans fald. Trist over hans liv endte sådan. Siden har jeg ikke dyrket noget. Kun musikken. Ikke historierne. Kun al den kærlighed og magi, han spredte med sin musik. Til mig og til hele verden. Taknemmelig for hans arv.

Jeg har mange flere anekdoter. Men for nu bare en masse tak og taknemmelighed.

Tillykke med de 60 år. Håber, du er et godt sted❤

Loui💕