Søde minder fra april 2016: En fængselsdom, et knust hjerte og andre småting..

 

Jeg er lidt testet i de her dage. Nogle gamle ting, der er dukket op. Som har drænet mig, og jeg har tilladt mig selv at være for meget i hovedet. Ladet andres opførsel påvirke mig for meget. Lade mig gå på. Og så er det, at det går galt, det vil min krop ikke finde sig i mere. Jeg har før kunne ignorere det og køre derud af, men resultatet viste sig jo til sidst. Nu kan jeg straks mærke kroppens signaler og får hurtigt besked på at give mig selv noget kærlig opmærksomhed, når jeg overtænker. Mit hoved er træt, fordi jeg heller ikke har sovet godt, når det kører i det gear. Egentligt er der dukket mange ting op til overfladen ved at begynde at skrive så meget. Skrive uden filter. Det er terapi. Men ting er dukket op, som der åbenbart lige skulle kigges lidt mere på. Og nogle gange tænker jeg: Fint – nok prøvelser for denne uge. Eller måned. Jeg har fået lektier nok til måneden ud. Behøver ikke flere lige nu. Men det er ikke altid, at universet tænker det samme. Og der er ikke andet at gøre end at overgive sig. Tålmodighed. Hvilket ikke er min dyd – men det her, personlig-udviklings-noget, det har da også testet mig på det område; at være tålmodig, fordi det går ved gud ikke altid hurtigt i den branche, tingene tager sin tid, når der skal ryddes op. For mig har det i hvert fald været tilfældet. Det kan ikke forceres. Og man bliver iøvrigt aldrig færdig. Super.

Men ja, rygsækken vil altid være med dig. Den behøver bare ikke give dig overbalance og vælte dig. Og det er der, jeg mener, at vi selv kan tage styringen, hvis vi tør kigge på lorten i rygsækken. Ja ok. You get the point. Tør du kigge på lorten? Er du allerede i gang?

Nå – hvor var jeg. Tilbage til starten. Idéen med det her blogindlæg begyndte med, at jeg tænkte på, hvorfor jeg fik min første tatovering i 2016. Hvad den ligesom skulle reminde mig om. I både gode og svære tider. Jeg havde en helt klar intention med at få den. Og i den forbindelse, så kom jeg til at tænke tilbage på de dage omkring, hvor jeg fik min tatovering. Det var nemlig en tid med mange prøvelser. Også for hele min familie. Der var mange grundlæggende ting, der var eksploderet. Alt var i opbrud på en måde. En overgangsperiode, eller starten på en. Ok. Jeg starter her i april 2016:

Jeg havde en helt almindelig uge på jobbet – 40 timer. Nogle gange kunne det være mindre og nogle gange være 60 plus. Tirsdag den uge arbejdede jeg hjemmefra. Det gjorde vi nogle gange, sad og skrev manus i fred og ro på hjemmekontoret. Den hjemmearbejdsdag arbejdede jeg vel kun omkring 5 timers tid, fordi jeg havde en længe ventet tid til min første tatovering. Det brugte jeg 2 timer på. Derfor havde jeg istedet for arbejdet forud om søndagen, så jeg vidste, jeg kunne nå det hele. Det var et stort øjeblik for mig at få den tatovering. Jeg havde ellers været sådan en, der aldrig skulle ha en tatovering. Men jeg besluttede mig for at få foreviget en bestemt reminder på min krop. Meget angst lige inden, og blev i tvivl, men endte med at sige til tatovøren: Do it. Jeg var lykkelig, da den sad der. Det var vildt. Og det var mere end blot en kropsudsmykning. Det var et symbol for den vej, jeg havde valgt at tage, og om at der ingen vej var tilbage. Det var et commitment.

Næste dag på arbejdet viste jeg den til mine kolleger, og jeg fortalte, at jeg havde fået den lavet dagen før. På min hjemmearbejdsdag. Der var ikke noget fordækt i det.

Torsdag i den uge sidder jeg på arbejdet og skal ha noget materiale klippet færdigt, inden jeg kan gå. Sidst på eftermiddagen ringer min mor. Hun græder. Hun fortæller min bror nu har fået sin dom. For hash handel. 7 år. Jeg crasher. Men prøver at holde hovedet koldt. Er alene på kontoret. Min mor græder aldrig. Og den der gråd var dyb smerte. Fortvivlelse. Det gør ondt i alle mine celler at høre min mor ha det sådan. Vi havde ventet 6 mdr. på dommen, og vi havde nok ikke forestillet os 7 år. Alle ville blive påvirket af det her. Min svigerinde, min brors tre børn, mine forældre med flere. Det var uoverskueligt lige der. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne. Og tager en taxa hjem til mine forældre på Østerbro. Det er mærkeligt. Min mor havde lige haft fødselsdag dagen før. Det hele er bare absurd. Mine forældre er lidt zoombie agtige der. Det er vi allesammen. Jeg havde det selv presset i mit eget liv der. Havde et on goin knust hjerte, som jeg prøvede at se på, hvad handlede om. Fordi jeg var efterhånden ved at finde ud af mit mønster med mænd, og hvad det handlede om. Og var bare ked. Det var min grundlæggende følelse lige der i den periode. Utryg. En masse af alt muligt jeg havde taget frem fra den rygsæk. Men jeg blev drevet af et eller andet. En drivkraft. Og mit arbejde. Møde mennesker. Gøre det godt.

Om tirsdagen – ugen efter min tatovering kom til verden – skulle jeg på optagelser. Jeg får en mail. Fra kontoret derhjemme, om at nu havde jeg jo ikke arbejdet hjemme den tirsdag, som jeg sagde, og de ville trække mig i løn, hvis det var korrekt opfattet. Jeg sad på bagsædet af en bil på vej hjem fra Nordjylland. Jeg blev knust. Kender I det. Man synes, man lægger alt i sit arbejde, fordi man kan lide det og går op i det. Jeg. Var. Knust. Jeg ringede dem straks op hjemme på kontoret. Men. Det var ikke en misfortåelse. Jeg skulle ikke få lavet en tatovering i “arbejdstiden.” Jeg blev mødt med, at alle de uger, hvor jeg havde lagt 50 eller 60 timer, det havde ikke noget med denne her uge at gøre – det var interessetimer. Jeg gav op. Det var ligemeget, hvad jeg kom med af forklaring på, at jeg havde arbejdet 40 timer den uge. Samtalen sluttede med, at jeg indkaldte til møder med flere chefer. Den her samtale fandt sted inden påskedagene, så jeg skulle vente fem dage inden det møde. Så vidt jeg husker. Jeg var helt nede i de dage. Det handlede ikke for mig om at blive trukket en dag i løn. Det handlede om mistillid. Og en følelse af at jeg ikke blev holdt og støttet i alt det, der skete i min familie. Jeg havde været meget åben om det, så alle på kontoret vidste det. Men jeg havde ikke bedt om fri eller andre særhensyn i den forbindelse. Retrospektivt reagerede jeg så kraftigt på det, fordi jeg var i kaos og alarmberedskab i forvejen. Jeg kunne også bare ha valgt at skrive en mail tilbage, hvor jeg stille og roligt havde skrevet, at jeg havde arbejdet de og de timer den uge, samt at jeg ikke skulle trækkes for den tirsdag. Men der hvor den lå begravet var, at der var noget, jeg ikke havde nået trods de 40 timers arbejde. Det arbejde jeg forlod den torsdag, hvor min mor ringede og fortalte om min brors dom. Det gjorde jeg færdigt om fredagen, men jeg havde glemt noget. Så jeg havde afleveret det i god tro. men efterfølgende glemt nogle småting, så derfor havde jeg dårlig samvittighed og den mail ramte lige ned i det.

Mødet efter påskeferien, det endte selvfølglig med, at jeg ikke skulle trækkes nogle penge. Men efter det møde, hvor jeg fik det indtryk, at ingen syntes den mail var forkert, der gik jeg ud på min plads og checkede to ting hos mig selv: enten går jeg hjem nu og kommer ikke igen eller også tilgiver jeg helt og slipper den vrede og følelse af uretfærdighed, jeg har nu og kommer videre og begraver den her episode. Ellers kan jeg ikke være her.

Jeg valgte det sidste. Og valgte at se på episoden og de involverede med omsorg istedet for raseri og offerrolle. Noget nyt for mig for, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Men. Det viste dig at være det rigtige valg. Nogle ting blev forløst efter det. Det blev nemmere at være der. Men jeg blev også efterfølgende mødt med en anden respekt. Efter jeg blev kold i røven og ikke længere frygtede, om jeg fik den næste kontraktforlængelse. Men det havde været en hård vej derhen midt i kaos over det hele; familie, knust hjerte og mistillid.

Og der kommer vi tilbage til, hvad den tatovering skal minde mig om. Den er inspireret af et kronechakra – det er et energifelt i kroppen. Som er det sted, du har adgang til din egen visdom. Kontakten til mit højere selv. Min intuition. Min sjæl. Min ro. Kald det, hvad du vil. Kald det lige, hvad du vil. Men. Derfor fik jeg den tatovering. En påmindelse om at huske MIG. Også i kaos og ikke flyde med det.

To pointer:

Det går over igen. Ligemeget hvad det er. Det slutter. Det passerer. Den prøver jeg at bruge, når jeg står midt i noget.

Man får noget med. En gave. En lærdom. Fra enhver situation får man noget med sig. Eller der er i hvert fald en potentiel gave i enhver situation. Hvis man ser den. Og tit er den nemmest at se, når alt har lagt sig. Man ser det som regel ikke, imens stormen raser. Der har jeg, og kan stadig være det, tilbøjelig til at være offer og gå ind i dramaet, og sige: “hvorfor mig”. Istedet for ar kigge på, hvad jeg kan lære af det. Nej, det har jeg ikke blot været tilbøjelig til, det har jeg gjort fuldt ud i meget af mit liv. En vane jeg har været i gang med at ændre i et stykke tid. Og er begyndt at praktisere. Ændre adfærd. Det gør mit liv så meget lettere.

Men. Hvad tager min familie så med fra, at min bror fik en dom på 7 års fængsel?

Vores familie er blevet tvunget til at snakke om ting. Det kunne ikke længere skjules. Der kunne ikke længere være tabuer. Gammel sorg er kommet op. Der er gået store healingsprocesser i gang. Og for mig var det også det tidspunket, hvor jeg måtte trække mig som familiens fixer, og sige, jeg skal lige tage mig af mig selv og min sorg og min proces. Så det har været starten på min frigørelsesproces. At være kvinde og ikke kun datter og søster. Så alt i alt har det været en kæmpe kilde til opvågning hos mig selv, mine forældre og hele familien. Og en familie der har det bedre nu og vokset sammen. Det er jeg meget taknemmelig for.

I episoden på mit job var gaven, at jeg virkelig stod op for mig selv. I en stund hvor jeg følte mig allermest alene passede jeg på mig selv. Og der kom noget godt ud af det bagefter. Det er jeg også taknemmelig for.

Og lige en tilføjelse hertil – det er ikke skrevet som en tilsvining af arbejdsforhold i tv-branchen. Det er en branche, der er udfordret på tid og penge, ja. Men jeg tror, der er lige så mange andre brancher, der har samme udfordringer og hvor folk går ned med stress. Det er en branche, hvor jeg har lært at passe på mig selv og sige fra. Og en branche jeg særligt elsker på grund af afveksling, fordi man nogle gange knokler (med noget man elsker) og andre gange er mere fleksibel. Og det er en branche, der giver mig en masse muligheder for at møde mennesker og være kreativ. Sidst men ikke mindst, så er det en branche, der hele tiden gør, at jeg kan øve mig i at mærke efter, og hvor og hvad, jeg skal sige ja og nej til. Ligesom alt det andet, så er det også en proces.

Jeg har brug for min reminder. Vi vil altid blive testet af livet. Og komme på prøvelser. Der hjælper min reminder mig med at huske, at alt det uro der foregår uden om mig, det kan jeg godt finde ro i. Den er der og jeg har adgang til den. Det minder min tatovering mig stadig om. Men jeg havde lige brug for en opfriskning. Det er hermed gjort.

 

PS: Læste du virkelig helt hertil? Eller sprang du over? Det er ok..

Go’nat. Eller go’dag derude.

 

 

Loui💕