I carried a watermelon..

Altså det gjorde jeg rent faktisk. I 2017. I Brasilien; Carried a watermelon. Min yndlingsspise over dem alle. Der fandtes de i de største og lækreste udgaver. Se, hvor lykkelig jeg ser ud på det det billede. Den melon. Hvor er den flot. Jeg spurgte min mor, da jeg var helt lille, om jeg måtte få lov at leve af vandmelon. Hun svarede, at det var bedst også at indtage andre fødevarer. Det var måske der, at jeg første gang stiftede bekendtskab med udtrykket: varieret kost.

I carried a watermelon er faktisk også titlen på den eneste blog, jeg sådan læser læser, fordi hun har så mange fine tanker, men jeg suger også de mange tips til at blogge til mig, særligt det tekniske og om billedmateriale. TAK, Karoline. Og så er jeg seføli også fan af navnet på bloggen. Genialt.

http://icarriedawatermelon.dk

Men det jeg vil skrive, det er, at nu har jeg jo lavet en underkategori her på louiinspirit, der hedder Rejser. Det er egenligt mest fordi min intention er, at der de næste par år bliver en masse at dele om mine mange rejser ud i den flotte verden. Det har der været alt for lidt af. Det er også i gang med at ændre sig.

I 2016 gik jeg lidt i panik. Jeg var 34 og ligepludselig gik det op for mig, at jeg egentlig ikke havde rejst særlig meget. Langt fra nok. Der var så meget, jeg ville opleve. Hvorfor skulle det ikke være nu? Hvorfor først senere? Jeg havde altid sagt til mig selv, jeg ikke havde råd, ikke tid med mere. Begrænset mig selv.

Men jeg sagde mit job op. Noget der minder om et fast job i tv-branchen som freelancer, sagde jeg op. Et job jeg havde haft i 2,5 år. Bestilte en billet til Brasilien. Til et Ashram, hvor jeg skulle være i 3 uger.

Vidste ikke, hvad planen var, da jeg kom hjem. Eller hvad jeg gik ind til på den rejse. Men vidste, langt om længe, at jeg var færdig i det job, det drænede mig. Jeg havde bare ikke turde tage skridtet. Hvad var jeg, hvis jeg ikke havde en plan eller havde det job. Et job jeg havde været meget glad for. Det var noget af det mest kraftfulde, jeg har gjort for mig selv. At turde tage det skridt. Trods lidt frygt. Eller meget. Jeg tog den beslutning i tillid til, at der ville komme noget godt ud af det. I stedet for at sidde et trygt sted og falde mere og mere sammen. Nogen der kender det?

Jeg tog beslutningen uden at spørge nogen, uden at søge bekræftelse på, at det var det rigtige. Og på trods af omverdenens forundring. Man siger jo ikke et job op uden at have et andet job. Vel. Det viste sig selvfølgelig at være en afgørende beslutning for, hvor jeg er i dag. Tak for skubbet, hvem end I er.

Jeg tog til Brasilien i januar 2017 – det skulle vise sig at være en dannelsesrejse. Den skal jeg skrive om en anden dag. Det kommer til at være et langt indlæg.

Efterfølgende har jeg da været lidt mere ude at rejse, men det skal være endnu mere. Jeg var i august sidste år en uge i New York med min elskede Okker. Min nevø på 15. Det var en dannelsenrejse i sig selv at være der i en uge med en teenager. I januar var jeg afsted til Marrakech. På retreat. Og april bød på en 4 uger lang arbejdstur til Filippinerne. Min første tur til Asien. Det er jo noget helt særligt. I næste uge tager jeg til Tisvilde. Og sidste uge var jeg i Sverige. Det er stukket helt af.

Min intention lige nu er en uge i november på et helt specielt retreat. Samt smutte afsted det meste af januar. Først med familie. Og så en masse navlerpilleri på Bali et par uger bagefter. Der venter lidt mere indre udrensning. Lidt mere give slip. På et dybere plan end man gør i hverdagen. Men også bare at lave ingenting og møde mennsker og nyde og blive inspireret ude i verden.

Jeg tror, jeg skriver det i kalenderen☺