Der var ingen vej tilbage

Ok, der er en hel del skræmmende tanker ved at skrive sit første blogindlæg. Ja, ved at starte alt det her op. Indtil for et par dage siden havde jeg ikke troet, det her ville ske. Faktisk kunne jeg finde mange skræmmende ting ved alt det her. Min hjerne kunne godt fortælle mig, at jeg skulle lade være. At det er noget pjat, og hvad skulle jeg dog kunne bidrage mig. Den indre dommer kunne spille for fuld drøn. Det kunne jeg godt vælge at overbevise mig selv om, og så ville jeg lade frygten styre. Frygten er en del af den gamle historie. Min gamle historie. At lade være af gøre noget af frygt for ikke at være god nok. Af frygt for hvad andre tænker. Men den vej vælger jeg ikke længere. Jeg har øvet mig længe og øver mig stadig. I at mærke efter, hvad jeg vil. Ikke hvad andre vil eller hvad andre tænker og dømmer. Så i stedet for at være oppe i hovedet og lade mit ego styre, så trækker jeg vejret, mærker efter, hvad jeg vil. Og så forsvinder frygten og istedet kommer lysten til at skrive og lade alle de noter, jeg har skriblet ned de sidste par dage, blomstre. Noter om hvad jeg skal på den her blog. Alle de mennesker jeg har skrevet navne ned på, som jeg vil tale med om forskellige emner. Det er det, jeg vælger skal drive mig. Intet skal længere begrænse mig. Jeg skal ikke længere begrænse mig selv. Fordi det er og har aldrig været andre, der har begrænset mig, det har kun været mig selv. Og det føles så vildt i de her dage, at jeg for to dage siden fik en idé, og nu sidder jeg og skriver. Det giver mig også endnu mere gnist i forhold til alle de andre projekter og ideér, der kører rundt, som jeg ikke har haft tid til.

 

Hvad har jeg på hjertet?

Meget. Ligesom mange mennesker har. Jeg føler mig meget ung. Og klar til at starte på livet. Leve det og ikke overleve. Jeg er 36 år og har oplevet rigtig mange ting i mit liv. Gode og dårlige. De seneste år har jeg været nede og gravet dybt – og kommet helt ned til noget gammel, gammel sorg, som har forhindret mig i at leve livet, i at elske mig selv, i at tage gode valg og meget mere. Jeg har overlevet. Med det mener jeg, at jeg ikke har været glad. Jeg har været trist. Jeg har til gengæld været rigtig god til at overleve. For god. Overset så mange signaler min krop har sendt mig. Så lige nu tror jeg faktisk, jeg skriver den blog, jeg gerne selv ville ha haft som 25-årig eller 30-årig. Ja, det kan faktisk være hvilken som helst alder, tror jeg. Det sjove er, at jeg i mange år gik rundt og lod som om alt var godt, og jeg tonsede derudaf. Mit mål var en kandidat grad, så var jeg noget værd og var klog. Dernæst ville jeg være tv-vært, så kunne verden se, jeg var værd at elske. Det var hele tiden noget uden for mig selv, jeg søgte. Aldrig glad bare for at være mig. Når jeg tænker på det nu, og hvor dårligt jeg havde det, så er det virkelig vildt, jeg bare fortsatte. At jeg ikke lagde mig ned. Fordi retrospektivt kan jeg også se, at jeg var deprimeret. Jeg var ensom. Jeg var på lykkepiller. I midt tyverne. Plan: succes. Så alle kan se, jeg er værd at elske. Jeg kan jo se nu, alle de tegn jeg fik på, at jeg var galt på den. Fysiske tegn. Men også oplevelser der fortalte mig: Hey slap af. Sæt dig ned. Lyt efter. Træk vejret. Det her er seføli den korte historie af det liv, der langsomt begyndte at ændre sig, da jeg som 28 årig satte mig ned hos en psykolog og sagde: “Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, jeg er bare sikker på, det ikke er sådan her, man skal ha det i livet”. Det var Lone, som kom til at betyde så uendeligt meget for mig. Det kan ikke beskrives. Jeg havde været hos nogle andre psykologer inden, det var ikke et match. Sidste gang jeg var hos Lone var i 2014. Der benyttede jeg hende kun ind i mellem i modsætning til de første år og måneder. Jeg stoppede ikke hos Lone, fordi hun ændrede sig, men fordi jeg havde ændret mig. Efter fire år hos Lone, så skulle jeg videre til næste skridt.  Et af de fineste møder jeg har haft med et andet menneske. Tak, Lone. Jeg var inderst inde godt klar over, at jeg nu skulle kigge på flere ting. Jeg var først lige begyndt. Hvis jeg havde vidst, hvor mørkt det ville blive, og hvor ondt det skulle gøre, ved jeg ikke, om jeg ville ha gjort det. Men det var som om, der var ingen vej tilbage, og de næste år skulle vise sig at være fyldt med rigtig mange udfordringer – udviklingspotientialer ville nogle kalde det😌 Ligesom der også var rigtig mange sjove og nye ting, jeg begyndte at opdage ved livet. Begyndte at gå nye veje. Det var nyt job, ny uddannelse, nye mennesker og ny familiesituation. Jeg begyndte at opleve glimt af, hvordan det var at leve livet. Der var jeg ikke nået til uden at have insisteret på, at livet skulle være mere. At livet ikke skulle være en kamp med konstante hjertesorger, drama og tankespind. Det måtte kunne gøres anderledes.

Det her indlæg giver nok et meget godt billede af, hvad jeg vil dele ud af her. Men det vil også være små hverdagsting, små oplevelser. Altsammen ind underkategorien: Leve livet – ikke overleve det. Det bliver udgangspunket her på min blog. Mine oplevelser, mit liv og min rejse til i dag og videre her fra.

 

Tak fordi du læste helt hertil.

Jeg er meget åben for alle rettelser og forbedringer og forslag.

 

Loui💕

 

 

Loui